Startside
Op

 

 

 


Virksomhederne

 

   
 

Om Zincks Fabriker (Godthaab Hammerværk)

Den I. maj 1858 kom smed Christian Zinck til Godthaab. Han havde forpagtet den gamle Godthaab papirmølle for 5 år, og det første han gjorde var at sende bud efter sin søn, Niels Zinck, der som ung smedesvend arbejdede i København. Han modtog ham ved båden i Aalborg med de ord: ,,Haar do no Pæng Niels, a skul ha Papiren betaal". Niels havde heldigvis sparet så meget sammen, så de ved fælles hjælp kunne betale det skyldige beløb, og så tog de fat på at bygge papirmøllen om til hammerværk. Det ene af de to store vandhjul blev sat til at trække svanshammeren, det andet værk og blæser, midt i huset (nuværende vestre smedie) byggede de en skorsten med 4 esser, og så kom smedningen i gang.

De første år var hårde, de manglede driftskapital og havde megen modgang. Chr. Zinck sagde: ,,Der er ikke andet der hjælper end arbejde", og så arbejdede de i værkstedet hele dagen og på kontoret om aftenen og søndagen. Chr. Zinck var en frisk mand med et godt humør, han var meget nøje med, at arbejdet skulle være fejlfrit, ,,Vi skal ingen godt-nok-Arbej ha" sagde han, og det var vel en af grundene til, at de klarede sig.

De lavede alt, hvad folk kunne hitte på at forlange, op til 33 forskellige spader, hver egn skulle have sin model. Desuden skovle, grebe, hamre, økser, plove m. m. - navnlig blev de bekendte for deres fortrinlige leer.

Efter Chr. Zincks død i 1883 fortsatte Niels Zinck. Han må have haft gode hjælpere, fra 1892 til 1897 var han sognerådsformand, og desuden var han virksom for bygning af Godthaab skole og senere kirken. Zincks plantage påbegyndte han i 1905, de mindre plantager i Godthåb præger byen i forbindelse med vandløb og mølledanne. Vandkraften forøgedes i 1894 ved kanalen mellem Ridemandsmølle og Godthaab.

I. maj 1895 trådte Niels Zinck's søn, Chr. Zinck, ind i firmaet. Han havde lært hjemme og senere i Tyskland, havde samme energi som sin far og farfar, og havde disse skaffet Zinck, Godthaab godt ry i Nordjylland, så var det ham, der fik dette udbredt til det meste af Danmark, hvorved han skabte betingelser for fabriksdrift fremover. Han berejste Danmark i mange år, hjulpet hjemme af sin far og af sin dygtige og samvittighedsfulde fætter, Axel Zinck, der trådte til efter at have drevet Sejlflod hammerværk i flere år.

Chr. Zinck giftede sig i 1897 med Kristiane Rom, og hans svigerfar, N. C. Rom, som bl. a. havde stiftet Det danske husflidsselskab, fik stor betydning for Godthaab. Han holdt ferie her hver sommer, og ferien bestod i, at han arbejdede for fabrikken, lavede tegninger og modeller og ledede byggearbejder. Han var alsidig husflidsmand, lavede f. eks. egenhændigt den syvarmede lysestage til (odthaab kirke. I 1898 lykkedes det ved meget store ofre fra fabrikkens side at få jernbanestation og postekspedition i Godthaab, det er således ikke som de fleste andre steder jernbanen, der nar skabt byen, men snarere omvendt.

11927 overtog Chr. Zincks sønner, Niels og Erik Zinck, ledelsen og havde held til at videreføre og udvide fabrikken i den gamle ånd. Niels Zinck berejste hele Danmark i 30 år og er endnu med i ledelsen sammen med sin søn, Chr. Zinck, der også er uddannet som smed og ingeniør og har arbejdet i 3 år i USA i forskellige fabrikker.

I bestyrelsen er desuden brødrene Erik og Thorvald. Zinck og isenkræmmer Jørgen Zinck.

I de senere år er der foretaget store udvidelser med nye fabriksbygninger, moderniseringer og rationalisering. Målet er som før gode, gedigne redskaber, men med mere vægt på, at de skal være lette og behagelige at arbejde med - ligge godt i hånden.

Den store affolkning af landbruget har medført, at salget af egentlige landbrugsredskaber er stagneret. Derimod har der været betydelig fremgang i salget af haveredskaber, hvilket skyldes to ting - dels den voksende interesse for havebrug - flere haver og mere frihed, - og dels den udvikling af fikse og praktiske haveredskaber, som er lykkedes så godt i de senere år, også ved hjælp af medarbejdernes interesse for at komme med gode ideer.

Nu som før lægges der vægt på kvalitet og udførelse, redskaberne skal være behagelige at bruge, ligge godt i hånden, være lette og holdbare.

Det bedst egnede stål smedes, presses og får den rigtige varmebehandling. Skafterne udskæres af dansk ask på nyt, moderne savværk, og øvede folk sørger omhyggeligt for, at træets årer følger skafternes facon. Ved lagring i ca. 2 år i fabrikkens 5 store lagerhuse fremkaldes asketræets fineste egenskaber, hvor-efter drejning, fræsning og afpudsning sker.

Fabrikken ofrer meget - penge, tid og rejser - på at få eksporten udvidet, Dette vanskeliggøres ved told og restrik-tioner samt ved de udenlandske brugeres
konservatisme, men netop ved hjælp af de nye, særprægede haveredskaber er der også her fremgang.

 

 
 

A/S A. Andersens Stålvarefabrik

Anders Andersen grundlagde sin virksomhed i 1920, med værksted og beboelse lige ved banen. Det første år var Andersen alene, men næste år blev der ansat en lærling. Andersen ville egentlig fremstille værktøjsmaskiner, men det danske marked blev oversvømmet med brugte tyske maskiner på det tidspunkt, så Andersen cyklede i stedet rundt til landmændene, reparerede deres maskiner, lavede bl. a. nye hakkelsesmaskiner, tærskeværk, bredtærskere, slibemaskiner og vindmotorer blev flyttet o. m. a.

I 1932-33 holdt Andersen op med at arbejde direkte for landmændene, startede i stedet succ. en produktion af hakkelsesmaskinknive, radrenserskær, forplovs-plader, roeskærknive og lign. Der var købt en brugt ekcenterpresser for kr. 400, der sammen med en ligeledes brugt afkortersaks var de maskiner, som var en hjælp til at starte masseproduktion. Maskinværkstedet besad i forvejen gode værktøjsmaskiner til fremstilling af de nødvendige værktøjer til fabrikationen.

Denne er siden da øget støt, dog var der en periode under anden verdenskrig, hvor der var en stagnation på grund af materialemangel. Straks efter denne krig var der et stort, udækket behov på reservedele til harver og lign., som fabrikken næsten dækkede 100 pct.

I halvtredserne begyndte eksporten at komme igang, og er øget kraftigt siden da, således at Ca. 50 pct. af fabrikationen eksporteres i dag.

Det kan nævnes, at Himmerland kulturtanden, som Andersen opfandt, nu efterlaves overalt i verden, og som fabrikken eksporterer til mange lande, hvor der bruges moderne landbrugsredskaber. Nogle harvetænder har man også taget patent på i europæiske og oversøiske lande, så man håber fremover, at der bliver godt brug for disse tænder.

Det bebyggede areal i 1920 var 330 m2, og i dag er det bebyggede areal 4335 m2. Materialeforbruget er i dag 25 gange så stort som i 1933.

Hovedproduktionen er i øjeblikket kulturharvetændsmuldharvetænder, rammespænde­stykker, spidser og tidsellapper til tænder og til stubkultivatorer. Endvidere fremstilles radrenserskær, knivharvetallerkener, hyppeplove, rørbøjler og andet beslag til skibsmontering.

Indtil 1948 var firmaet et enkeltmands selskab, på hvilket tidspunkt det blev omdannet til familieaktieselskab med Anders Andersen som ene direktør og med prokura til ing. N. C. Yde Andersen, som i 1963 blev udnævnt til med-direktør.

Fabrikken har igennem mange år haft en stabil og god medarbejderstab, hvoraf flere har været ansat i mere end 30 år.

 

 
 

Gammelt fællesskab

Julegrisen var for arbejdere på Godthaab Hammerværk i sidste ånhundrede et fællesforetagende. For de, der ikke havde et svin til fedning i den fælles sti ved fabrikken, blev der taget hensyn ved fællesindkøb af et. Den enkelte familie kunne, når tiden var inde, få et godt stykke kød og flæsk, som endda kunne erhverves på afbetaling med et afdrag på en krone om ugen. Et regnskab fra 1893 viser, at indkøb af et svin og de forskellige omkostninger gav en omsætning på 83,45 b. Da salget indbragte ialt 84,44 kr., var der altså overskud på den historie.

Sidst i 1880-erne boede arbejdere på Godthaab Hammerværk i rækkehuse. Virksomhe­dens familiehus var stråtækt og havde på den lange tagrygning seks skorstene - en for hver familie, der var plads til. Over hver indgangsdør var der en lille kvist med en lem, hvorigennem indlæsning af tørv og brænde til vinteren foregik. Lejligheden var trang, men ganske dejlig indrettet. Hør blot: Bryggers, pulter- eller spisekammer, som ofte blev anvendt til soverum, hvis der var mange børn, køkken, soveværelse, dagligstue og en stadsstue. Endelig var der for alle familierne en fælles bagestue.

 

 
 

Godthaab Brugsforening

fik i 1884-86 en meget utraditionel start, bl. a fordi den første leverandØr af varer var en købmand i Aalborg. De første medlemmer var udelukkende medarbejdere på Godth.aab Hammerværk, og de gjorde deres handel efter arbejdstid et par aftener om ugen i et af de såkaldte svendekamre på fabrikken. Der var dog nærmere tale om en vareuddeling end om det, man nu forstår ved handel.

Efter et par års forløb stiftedes foreningen og fik en bestyrelse, hvis opgave det var at ekspedere medlemmerne fra et baghus, som fabrikken stillede til rådighed. 11892 opførte arbejderne en tilbygning til deres forretning af materialer, som hammerværket skænkede. Her blev en rigtig butik med disk og reoler, og kassereren sad ved en pult med et tråd-net foran sig. Her kunne der handles to aftener om ugen - og det var kontanthandel på samlebånd. Kassereren modtog kontrabøger og modtog betaling for de varer, der var skrevet op. Et andet medlem modtog bøgerne og lod dem gå videre til ekspedition, som de Øvrige i bestyrelsen var fælles om. Når alle varer var samlet, blev kundens navn råbt op, og han kunne forlade det trange lokale.

I år 1900 var omsætningen på denne måde 10.476 kr., og der blev et godt overskud, når årsregnskabet var sluttet, for der var hverken udgifter til lønninger, lokaler eller fragt. Varerne blev taget med hjem, når en af fabrikkens vogne var i Aalborg med færdigvarer. I 1908 opførtes en egentlig brugsforeningsbygning, hvori der også var forsamlingssal, og det blev nødvendigt at ansætte en mand til ekspeditionen. 1917 købte foreningen ,,sit" hus af hammerværket, og i 1939 fik bygningen sin nuværende ydre skikkelse, efter at forsamlingshuset var blevet taget ind til udvidelse af butikslokalerne, uddeleren beboede da den sydlige fløj. Efter uddeler E. Højfeldts mangeårige virke kom uddeler Jens Andreassen i begyndelsen af tresserne, og Brugsen har nu taget en væsentlig forandring, idet hele huset nu er omdannet til en moderne selvbetjeningsforretning.

 

 
 

Entreprenorgården Guldbæk

Virksomheden er hjemsted for 2 entreprenørfirmaer, der tilsammen dækker de fleste af de opgaver, bygge- og anlægssektoren byder på. Kaj Bundgaard AIS startede i 1954 og etablerede de første bygninger på stedet samme år. AIS Norvin & Larsen blev etableret i Aalborg i 1946, og samarbejdet mellem de to firmaer har stået på siden 1. marts 1966. Virksomhederne har nu fælles ledelse.

 

 
 

Godthaab bibliotek
Af H. Larsen

I året 1924 besluttede en kreds af interesserede borgere i Godthaab at oprette et bibliotek. Blandt initiativtagerne var fabrikant Anders Andersen, der i de mange år helt op til 1965 var formand for den selvejende institution, der havde til huse i Svenstrup vestre skole. Midlerne til bogindkøb kom dels gennem frivillige bidrag fra byens borgere, dels ved tilskud fra stat og kommune.

Fra april 1965 overgik Godthaab bibliotek fra at være selvejende til at blive kommunalt. Efter den nye bibliotekslovs gennemførelse er bogbestanden vokset betydeligt, og på Godthaab skole findes der nu en ganske god samling af faglitteratur og skønlitteratur for såvel voksne som børn, der står til gratis afbenyttelse for enhver. Biblioteket står i nær forbindelse med centralbiblioteket i Aalborg, og bøger, der ikke findes i Godthaab bogsamlingen, kan skaffes gennem centralbiblioteket.

Bibliotekets udlånstider er mandag fra 18,30-19,30 og torsdag fra 15-16 i Godthaab skole.

 

 
 

Godthaab Kirke
Af Knud Knudsen.

Tanken om en kirke i Godthaab kan føres tilbage til omkring århundredskiftet. En af de første, der fik tanken, og den, der ihærdigst arbejdede for dens virkeliggørelse, var fabrikant Niels Zinck, der i 1902 lod grunden til kirke og kirkegård udstykke.

11909 fandt fabrikant Zinck tanken moden til virkeliggørelse. Den 2. januar skrev han til Ø. Hornum menighedsråd: ”Undertegnede har i en længere årrække sammen med den del af Godthaabarbejderne, der bor i Ø. Hornum sogn, følt det som et stort savn med den lange vej til Ø. Hornum kirke, og syslet med tanken om at få en kirke og kirkegård ved Godthaab".

På et møde den 17. i samme måned valgtes et udvalg til at arbejde videre med sagen. Man antog arkitekt Paludan, Aalborg, til at tegne kirken og til at lede byggeriet. Den 22. maj 1911 nedlagde man grundstenen, og den 18. august 1912 (11. søn. e. trin.) indviede biskop Poulsen, Viborg, under hvem de sønden-fjordske herreder på den tid hørte, kirken. Biskop Poulsen talte over ordene: ,,Mit livs hus skal være et bedehus" og sagde bl. a.:

,,Rundt om i sognene står de mange kirker - gamle og nye, flere og flere. - Deres klokker ringer om søn- og helligdage og morgen og aften på de søgnedage. De sender hilsen ud over egnen om, at kirkerne står der for at bruges som bedehuse".

De samlede udgifter ved kirkens opførelse androg 31.726,96 kr.

 

 
 

Lidt om Godthaab skole
Af H. Larsen

Skolen blev opført i året 1959, hvilket også fremgår af en sten, som er indfældet i muren i skolens forhal. Bag stenen skjuler sig nogle dokumenter og mønter, som i en fjern fremtid vil fortælle vore efterkommere, at der på dette stede blev bygget en skole. Ved nærmere studium af de gulnede papirer vil man blandt navnene på skolens fædre støde på navnet Carl Quist.

Det er vist ikke for meget sagt, at Carl Quist, som var medlem af Ø. Hornum sogneråd, gjorde et meget stort arbejde for at få byggetilladelse, og det er da også ham, vi kan takke for det smukke relief, der pryder skolens gavl.

Da skolen blev bygget, var der faktisk kun børn til en 5-klasset skole, og ingen kunne på daværende tidspunkt forudse den rivende udvikling, der er sket i Godthaab i de senere år. Skolen blev dog på 7 årgangsdelte klasser, så klassekvotienten har hidtil ikke været særlig høj. Ved at indføre deletimer i nogle af de små klasser i hovedfagene dansk og regning har vi nogenlunde afbødet ulemperne ved for store klasser, men i de kommende år vil indskrivningen af elever sikkert vokse betydeligt.

I mange år har vi været i skoleforbund med Klostermarksskolen i Aalborg, således at eleverne efter det 7. skoleår fortsatte deres skolegang, enten i 8. kl. eller 1. real. Efter at Svenstrup skole er blevet udbygget, ser det imidlertid ud til, at den er i stand til at tage alle vore elever. Foreløbig er forældrene frit stillet, om de vil sende deres børn til Aalborg eller til Svenstrup, men når kommunesammenlægningen bliver en realitet, bliver der kun tale om Svenstrup skole, medmindre forældrene selv vil betale for ot få deres børn undervist i Aalborg.

Med hensyn til skolen og dens undervisningsformer er der i de senere år sket en rivende udvikling. I 1937 kom loven om at der skulle bygges centralskoler ude på landet, og i 1958 kom skoleloven med det frivillige 8.- 9. og 10. skoleår, og det kan nu med nogenlunde sikkerhed forudsiges, at undervisningspligten bliver forlænget. Undervisningen på landet står nu på højde med undervisningen i byerne. Nye lystbetonede fag er indført, den gamle terpeskole eksisterer ikke mere. Tendensen går mere og mere i retning af at lære børnene at orientere sig i fagene, at forstå at benytte bøgerne og at tænke selvstændigt.

Kundskab er magt, siger man, og det er jo rigtigt, at i vort moderne samfund kræves der meget, men det rent menneskelige må jo heller ikke forsømmes. At åbne børnenes øjne for naturens skønhed, at sætte dem ind i sangens, musikkens og digtekunstens verden er jo også en opgave for skolen.

Hvordan fremtiden vil forme sig for Godthaab skole kan ikke forudsiges. Det er dog sandsynligt, at den en år~ række endnu vil bestå i sin nuværende skikkelse, altså som syvklasset skole uden overbygning. At det en gang bliver nødvendigt med en udvidelse og oprettelse af dobbeltklasser er muligt. Rent personligt mener jeg ikke, at det er en ulykke, at børnene skifter skole, når de syv skoleår er overstået. Det kan virke forfriskende og fornyende at komme i en anden skole og under nye læreres påvirkning.

 

 
 

J. Enggaard & Søn

En af de ældste virksomheder i Godthaab er J. Enggaard & Søn. Jens Enggaard startede i år 1900 en tømrer- og snedkerforretning, og den blev drevet som sådan til 1935, hvor sønnen Ejnar Enggaard blev optaget som kompagnon, hvorefter forretningen blev drevet som bygmestervirksomhed. I 1946 og årene derefter blev der udvidet betydeligt med snedkerimaskiner og savskæreri samt dertil hørende værksteder og bygninger. Af større arbejder kan nævnes Godthaab kirke, mange større landbrugsejendomme, udvidelser af byens industrielle virksomheder, udvidelser på St. Restrup højskole samt nye industrivirksomheder i Svenstrup. En søn, Jens Enggaard, som tredie generation er nu med i den daglige ledelse. Man har i 1968 åbnet en tømmerhandel i Svenstrup

 

 
 

Byens købmandshandel blev startet i møllen

En fast institution i en landsby er en købmandshandel. Godthaab har også en, skønt den ikke er særlig gammel. I 1923 fik den daværende ejer af Ridemands Mølle den tanke, at der var basis for en købmandsforretning, og han indrettede en i den vestre ende af stuehuset. Han lejede den ud til brødrene Simonsen, der fik en god forretning oparbejdet. I 1929 afstod de handelen til købmand Visborg på lejevilkår. Han forlod stedet, da forretningen og en del af stuehuset i 1934 var brændt.

Gårdejer Kr. Kusk, Volstrup, kom derefter ind i rollen som købmand i Godthaab. De lokaler, hvori der nu er forretning, var ledige, og her indrettede gårdejeren Godthaab Købmandshandel, som fra 1934 fik kommis Anthon Jensen, Øster Hornum, som bestyrer. Et par år efter blev Jensen bogholder på A. Andersens stålvare-fabrik, og Kr. Kusk overtog selv ledelsen samtidig med, at han flyttede ind i den bungalow, der stadig er beboelse for købmanden.

Købmand Ejner Nielsen var næste ejer i forretningen, som han drev i over 25 år. Efter anden verdenskrig begyndte en vis udvikling i byen, og det gav sig udslag i, at Nielsen flere gange kunne modernisere og udvide. I 1966 solgte han forretningen, der var blevet udvidet med tapethandel i kælderen under beboelsen, til Gordon Mortensen, under hvis ledelse forretningens vækst er fortsat.

 

 
 

Missionsmøder i 30 år før missionshuset blev bygget

Indre Missions samfund i Godthaab havde i omkring 30 år holdt sine møder og fester for søndagsskolen i brugsforeningens forsamlingslokale, men med en udvidelse i 1939 lagde foreningen selv beslag på hele bygningen. I missionssamfundet var man ikke længe om at blive enige om, at det nu var nødvendigt at bygge et missionshus, for uden et passende sted at samles, kunne virksomheden ikke fortsættes.

Venner af missionssagen tegnede sig straks for 2.200 kr. til indbetaling gennem fem år, og pengene kunne lånes straks i sparekassen. En indsamling på egnen gav også godt resultat, så missionsarbejdets venner rådede over halvdelen af beløbet på ca. 11.000 kr., som det kostede at bygge huset. Ejendommen rejstes i sidste halvdel af 1939, og den 17. december holdtes en højtidelig indvielse, der samlede omkring 200 mennesker.

Samfundets bestyrelse var Jens Mortensen (formand), Aage Jensen og Aage Larsen. Jens Mortensen virkede indtil 1952, da Niels Chr. Schüsler valgtes som hans afløser. Den nuværende formand, Jens Simonsen, Toftemarksgaard, valgtes i 1958.

Navnlig de første år lagdes megen arbejde og iver i at arrangere missionshusets basarer og lotterier, og anstrengelserne lønnedes oftest med, at der kom mange mennesker og et økonomisk overskud, der gik til husets forrentning og vedligeholdelse. 11946 drøftedes det på generalforsamlingen at låne huset ud til udenforståendes fester og lignende, men det var der ikke særlig megen stemning for.

I 1952 var ejendommen gældfri, og den overdroges da af samfundet til Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark, som altså i dag står som husets ejer.

Forhandlingsprotokollen er fra første møde ført meget udførligt. Det fremgår bl. a., at man nogle år efter starten nægtede at bevilge værten - som bor i lejligheden på husets I. sal - sæbemidler til rengøring af missionshuset. En tilsvarende anmodning fra værten i 1953 blev imødekommet. Husets 25 års jubilæum fejredes i 1964 med en række udenbys gæster, og samme år blev der installeret_ centralvarme i bygningen. -

Samfundets bestyrelse er- nu foruden formanden Jens Simonsen, Aage Andersen og Jørgen Tunbo.

 

 
 

Silius:

Bygningen, hvori købmandsforretningen i Godthaab nu drives, ejedes en gang af marskandiseren ,,Silius", der bl. a. var kendt for at være en slagfærdig fyr. Således fortælles det, at han engang solgte en urlænke, som han garanterede for var rent guld. Efter nogen tid begyndte lænken at ruste, og kunden henvendte sig til marskandiseren for at klage. Han fik dette svar: - ”Nå, ruster den, jamen så holder garantien selvfølgelig op”

 

 

       

Startside Op
Send e-mail til gbf9230@gmail.com med spørgsmål eller kommentarer om dette Websted.

Senest opdateret: 5. Oktober 2018