

| |
|
Om Zincks Fabriker (Godthaab
Hammerværk)
Den I. maj 1858 kom smed
Christian Zinck til Godthaab. Han havde forpagtet den gamle Godthaab
papirmølle for 5 år, og det første han gjorde var at sende bud efter sin
søn, Niels Zinck, der som ung smedesvend arbejdede i København. Han
modtog ham ved båden i Aalborg med de ord: ,,Haar do no Pæng Niels, a
skul ha Papiren betaal". Niels havde heldigvis sparet så meget sammen,
så de ved fælles hjælp kunne betale det skyldige beløb, og så tog de fat
på at bygge papirmøllen om til hammerværk. Det ene af de to store
vandhjul blev sat til at trække svanshammeren, det andet værk og blæser,
midt i huset (nuværende vestre smedie) byggede de en skorsten med 4
esser, og så kom smedningen i gang.
De første år var hårde, de
manglede driftskapital og havde megen modgang. Chr. Zinck sagde: ,,Der
er ikke andet der hjælper end arbejde", og så arbejdede de i værkstedet
hele dagen og på kontoret om aftenen og søndagen. Chr. Zinck var en
frisk mand med et godt humør, han var meget nøje med, at arbejdet skulle
være fejlfrit, ,,Vi skal ingen godt-nok-Arbej ha" sagde han, og det var
vel en af grundene til, at de klarede sig.
De lavede alt, hvad folk
kunne hitte på at forlange, op til 33 forskellige spader, hver egn
skulle have sin model. Desuden skovle, grebe, hamre, økser, plove m. m.
- navnlig blev de bekendte for deres fortrinlige leer.
Efter Chr. Zincks død i
1883 fortsatte Niels Zinck. Han må have haft gode hjælpere, fra 1892 til
1897 var han sognerådsformand, og desuden var han virksom for bygning af
Godthaab skole og senere kirken. Zincks plantage påbegyndte han i 1905,
de mindre plantager i Godthåb præger byen i forbindelse med vandløb og
mølledanne. Vandkraften forøgedes i 1894 ved kanalen mellem
Ridemandsmølle og Godthaab.
I. maj 1895 trådte Niels
Zinck's søn, Chr. Zinck, ind i firmaet. Han havde lært hjemme og senere
i Tyskland, havde samme energi som sin far og farfar, og havde disse
skaffet Zinck, Godthaab godt ry i Nordjylland, så var det ham, der fik
dette udbredt til det meste af Danmark, hvorved han skabte betingelser
for fabriksdrift fremover. Han berejste Danmark i mange år, hjulpet
hjemme af sin far og af sin dygtige og samvittighedsfulde fætter, Axel
Zinck, der trådte til efter at have drevet Sejlflod hammerværk i flere
år.
Chr. Zinck giftede sig i
1897 med Kristiane Rom, og hans svigerfar, N. C. Rom, som bl. a. havde
stiftet Det danske husflidsselskab, fik stor betydning for Godthaab. Han
holdt ferie her hver sommer, og ferien bestod i, at han arbejdede for
fabrikken, lavede tegninger og modeller og ledede byggearbejder. Han var
alsidig husflidsmand, lavede f. eks. egenhændigt den syvarmede lysestage
til (odthaab kirke. I 1898 lykkedes det ved meget store ofre fra
fabrikkens side at få jernbanestation og postekspedition i Godthaab, det
er således ikke som de fleste andre steder jernbanen, der nar skabt
byen, men snarere omvendt.
11927 overtog Chr. Zincks
sønner, Niels og Erik Zinck, ledelsen og havde held til at videreføre og
udvide fabrikken i den gamle ånd. Niels Zinck berejste hele Danmark i 30
år og er endnu med i ledelsen sammen med sin søn, Chr. Zinck, der også
er uddannet som smed og ingeniør og har arbejdet i 3 år i USA i
forskellige fabrikker.
I bestyrelsen er desuden
brødrene Erik og Thorvald. Zinck og isenkræmmer Jørgen Zinck.
I de senere år er der
foretaget store udvidelser med nye fabriksbygninger, moderniseringer og
rationalisering. Målet er som før gode, gedigne redskaber, men med mere
vægt på, at de skal være lette og behagelige at arbejde med - ligge godt
i hånden.
Den store affolkning af
landbruget har medført, at salget af egentlige landbrugsredskaber er
stagneret. Derimod har der været betydelig fremgang i salget af
haveredskaber, hvilket skyldes to ting - dels den voksende interesse for
havebrug - flere haver og mere frihed, - og dels den udvikling af fikse
og praktiske haveredskaber, som er lykkedes så godt i de senere år, også
ved hjælp af medarbejdernes interesse for at komme med gode ideer.
Nu som før lægges der vægt
på kvalitet og udførelse, redskaberne skal være behagelige at bruge,
ligge godt i hånden, være lette og holdbare.
Det bedst egnede stål
smedes, presses og får den rigtige varmebehandling. Skafterne udskæres
af dansk ask på nyt, moderne savværk, og øvede folk sørger omhyggeligt
for, at træets årer følger skafternes facon. Ved lagring i ca. 2 år i
fabrikkens 5 store lagerhuse fremkaldes asketræets fineste egenskaber,
hvor-efter drejning, fræsning og afpudsning sker.
Fabrikken ofrer meget -
penge, tid og rejser - på at få eksporten udvidet, Dette vanskeliggøres
ved told og restrik-tioner samt ved de udenlandske brugeres
konservatisme, men netop ved hjælp af de nye, særprægede haveredskaber
er der også her fremgang.
|
|
|
A/S A. Andersens Stålvarefabrik
Anders Andersen grundlagde
sin virksomhed i 1920, med værksted og beboelse lige ved banen. Det
første år var Andersen alene, men næste år blev der ansat en lærling.
Andersen ville egentlig fremstille værktøjsmaskiner, men det danske
marked blev oversvømmet med brugte tyske maskiner på det tidspunkt, så
Andersen cyklede i stedet rundt til landmændene, reparerede deres
maskiner, lavede bl. a. nye hakkelsesmaskiner, tærskeværk, bredtærskere,
slibemaskiner og vindmotorer blev flyttet o. m. a.
I 1932-33 holdt Andersen
op med at arbejde direkte for landmændene, startede i stedet succ. en
produktion af hakkelsesmaskinknive, radrenserskær, forplovs-plader,
roeskærknive og lign. Der var købt en brugt ekcenterpresser for kr. 400,
der sammen med en ligeledes brugt afkortersaks var de maskiner, som var
en hjælp til at starte masseproduktion. Maskinværkstedet besad i
forvejen gode værktøjsmaskiner til fremstilling af de nødvendige
værktøjer til fabrikationen.
Denne er siden da øget
støt, dog var der en periode under anden verdenskrig, hvor der var en
stagnation på grund af materialemangel. Straks efter denne krig var der
et stort, udækket behov på reservedele til harver og lign., som
fabrikken næsten dækkede 100 pct.
I halvtredserne begyndte
eksporten at komme igang, og er øget kraftigt siden da, således at Ca.
50 pct. af fabrikationen eksporteres i dag.
Det kan nævnes, at
Himmerland kulturtanden, som Andersen opfandt, nu efterlaves overalt i
verden, og som fabrikken eksporterer til mange lande, hvor der bruges
moderne landbrugsredskaber. Nogle harvetænder har man også taget patent
på i europæiske og oversøiske lande, så man håber fremover, at der
bliver godt brug for disse tænder.
Det bebyggede areal i 1920
var 330 m2, og i dag er det bebyggede areal 4335 m2. Materialeforbruget
er i dag 25 gange så stort som i 1933.
Hovedproduktionen er i
øjeblikket kulturharvetændsmuldharvetænder, rammespændestykker, spidser
og tidsellapper til tænder og til stubkultivatorer. Endvidere
fremstilles radrenserskær, knivharvetallerkener, hyppeplove, rørbøjler
og andet beslag til skibsmontering.
Indtil 1948 var firmaet et
enkeltmands selskab, på hvilket tidspunkt det blev omdannet til
familieaktieselskab med Anders Andersen som ene direktør og med prokura
til ing. N. C. Yde Andersen, som i 1963 blev udnævnt til med-direktør.
Fabrikken har igennem
mange år haft en stabil og god medarbejderstab, hvoraf flere har været
ansat i mere end 30 år.
|
|
|
Gammelt fællesskab
Julegrisen var for
arbejdere på Godthaab Hammerværk i sidste ånhundrede et
fællesforetagende. For de, der ikke havde et svin til fedning i den
fælles sti ved fabrikken, blev der taget hensyn ved fællesindkøb af et.
Den enkelte familie kunne, når tiden var inde, få et godt stykke kød og
flæsk, som endda kunne erhverves på afbetaling med et afdrag på en krone
om ugen. Et regnskab fra 1893 viser, at indkøb af et svin og de
forskellige omkostninger gav en omsætning på 83,45 b. Da salget
indbragte ialt 84,44 kr., var der altså overskud på den historie.
Sidst i 1880-erne boede
arbejdere på Godthaab Hammerværk i rækkehuse. Virksomhedens familiehus
var stråtækt og havde på den lange tagrygning seks skorstene - en for
hver familie, der var plads til. Over hver indgangsdør var der en lille
kvist med en lem, hvorigennem indlæsning af tørv og brænde til vinteren
foregik. Lejligheden var trang, men ganske dejlig indrettet. Hør blot:
Bryggers, pulter- eller spisekammer, som ofte blev anvendt til soverum,
hvis der var mange børn, køkken, soveværelse, dagligstue og en
stadsstue. Endelig var der for alle familierne en fælles bagestue.
|
|
|
Godthaab Brugsforening
fik i 1884-86 en meget
utraditionel start, bl. a fordi den første leverandØr af varer var en
købmand i Aalborg. De første medlemmer var udelukkende medarbejdere på
Godth.aab Hammerværk, og de gjorde deres handel efter arbejdstid et par
aftener om ugen i et af de såkaldte svendekamre på fabrikken. Der var
dog nærmere tale om en vareuddeling end om det, man nu forstår ved
handel.
Efter et par års forløb
stiftedes foreningen og fik en bestyrelse, hvis opgave det var at
ekspedere medlemmerne fra et baghus, som fabrikken stillede til
rådighed. 11892 opførte arbejderne en tilbygning til deres forretning af
materialer, som hammerværket skænkede. Her blev en rigtig butik med disk
og reoler, og kassereren sad ved en pult med et tråd-net foran sig. Her
kunne der handles to aftener om ugen - og det var kontanthandel på
samlebånd. Kassereren modtog kontrabøger og modtog betaling for de
varer, der var skrevet op. Et andet medlem modtog bøgerne og lod dem gå
videre til ekspedition, som de Øvrige i bestyrelsen var fælles om. Når
alle varer var samlet, blev kundens navn råbt op, og han kunne forlade
det trange lokale.
I år 1900 var
omsætningen på denne måde 10.476 kr., og der blev et godt overskud, når
årsregnskabet var sluttet, for der var hverken udgifter til lønninger,
lokaler eller fragt. Varerne blev taget med hjem, når en af fabrikkens
vogne var i Aalborg med færdigvarer. I 1908 opførtes en egentlig
brugsforeningsbygning, hvori der også var forsamlingssal, og det blev
nødvendigt at ansætte en mand til ekspeditionen. 1917 købte foreningen
,,sit" hus af hammerværket, og i 1939 fik bygningen sin nuværende ydre
skikkelse, efter at forsamlingshuset var blevet taget ind til udvidelse
af butikslokalerne, uddeleren beboede da den sydlige fløj. Efter uddeler
E. Højfeldts mangeårige virke kom uddeler Jens Andreassen i begyndelsen
af tresserne, og Brugsen har nu taget en væsentlig forandring, idet hele
huset nu er omdannet til en moderne selvbetjeningsforretning.
|
|
|
Entreprenorgården Guldbæk
Virksomheden er
hjemsted for 2 entreprenørfirmaer, der tilsammen dækker de fleste af de
opgaver, bygge- og anlægssektoren byder på. Kaj Bundgaard AIS startede i
1954 og etablerede de første bygninger på stedet samme år. AIS Norvin &
Larsen blev etableret i Aalborg i 1946, og samarbejdet mellem de to
firmaer har stået på siden 1. marts 1966. Virksomhederne har nu fælles
ledelse.
|
|
|
Godthaab bibliotek
Af H. Larsen
I året 1924 besluttede en
kreds af interesserede borgere i Godthaab at oprette et bibliotek.
Blandt initiativtagerne var fabrikant Anders Andersen, der i de mange år
helt op til 1965 var formand for den selvejende institution, der havde
til huse i Svenstrup vestre skole. Midlerne til bogindkøb kom dels
gennem frivillige bidrag fra byens borgere, dels ved tilskud fra stat og
kommune.
Fra april 1965 overgik
Godthaab bibliotek fra at være selvejende til at blive kommunalt. Efter
den nye bibliotekslovs gennemførelse er bogbestanden vokset betydeligt,
og på Godthaab skole findes der nu en ganske god samling af
faglitteratur og skønlitteratur for såvel voksne som børn, der står til
gratis afbenyttelse for enhver. Biblioteket står i nær forbindelse med
centralbiblioteket i Aalborg, og bøger, der ikke findes i Godthaab
bogsamlingen, kan skaffes gennem centralbiblioteket.
Bibliotekets udlånstider
er mandag fra 18,30-19,30 og torsdag fra 15-16 i Godthaab skole.
|
|
|
Godthaab Kirke
Af Knud Knudsen.
Tanken om en kirke i
Godthaab kan føres tilbage til omkring århundredskiftet. En af de
første, der fik tanken, og den, der ihærdigst arbejdede for dens
virkeliggørelse, var fabrikant Niels Zinck, der i 1902 lod grunden til
kirke og kirkegård udstykke.
11909 fandt fabrikant
Zinck tanken moden til virkeliggørelse. Den 2. januar skrev han til Ø.
Hornum menighedsråd: ”Undertegnede har i en længere årrække sammen med
den del af Godthaabarbejderne, der bor i Ø. Hornum sogn, følt det som et
stort savn med den lange vej til Ø. Hornum kirke, og syslet med tanken
om at få en kirke og kirkegård ved Godthaab".
På et møde den 17. i samme
måned valgtes et udvalg til at arbejde videre med sagen. Man antog
arkitekt Paludan, Aalborg, til at tegne kirken og til at lede byggeriet.
Den 22. maj 1911 nedlagde man grundstenen, og den 18. august 1912 (11.
søn. e. trin.) indviede biskop Poulsen, Viborg, under hvem de
sønden-fjordske herreder på den tid hørte, kirken. Biskop Poulsen talte
over ordene: ,,Mit livs hus skal være et bedehus" og sagde bl. a.:
,,Rundt om i sognene står
de mange kirker - gamle og nye, flere og flere. - Deres klokker ringer
om søn- og helligdage og morgen og aften på de søgnedage. De sender
hilsen ud over egnen om, at kirkerne står der for at bruges som
bedehuse".
De samlede udgifter ved
kirkens opførelse androg 31.726,96 kr.
|
|
|
Lidt om Godthaab skole
Af H. Larsen
Skolen blev opført i året
1959, hvilket også fremgår af en sten, som er indfældet i muren i
skolens forhal. Bag stenen skjuler sig nogle dokumenter og mønter, som i
en fjern fremtid vil fortælle vore efterkommere, at der på dette stede
blev bygget en skole. Ved nærmere studium af de gulnede papirer vil man
blandt navnene på skolens fædre støde på navnet Carl Quist.
Det er vist ikke for meget
sagt, at Carl Quist, som var medlem af Ø. Hornum sogneråd, gjorde et
meget stort arbejde for at få byggetilladelse, og det er da også ham, vi
kan takke for det smukke relief, der pryder skolens gavl.
Da skolen blev bygget, var
der faktisk kun børn til en 5-klasset skole, og ingen kunne på daværende
tidspunkt forudse den rivende udvikling, der er sket i Godthaab i de
senere år. Skolen blev dog på 7 årgangsdelte klasser, så
klassekvotienten har hidtil ikke været særlig høj. Ved at indføre
deletimer i nogle af de små klasser i hovedfagene dansk og regning har
vi nogenlunde afbødet ulemperne ved for store klasser, men i de kommende
år vil indskrivningen af elever sikkert vokse betydeligt.
I mange år har vi været i
skoleforbund med Klostermarksskolen i Aalborg, således at eleverne efter
det 7. skoleår fortsatte deres skolegang, enten i 8. kl. eller 1. real.
Efter at Svenstrup skole er blevet udbygget, ser det imidlertid ud til,
at den er i stand til at tage alle vore elever. Foreløbig er forældrene
frit stillet, om de vil sende deres børn til Aalborg eller til
Svenstrup, men når kommunesammenlægningen bliver en realitet, bliver der
kun tale om Svenstrup skole, medmindre forældrene selv vil betale for ot
få deres børn undervist i Aalborg.
Med hensyn til skolen og
dens undervisningsformer er der i de senere år sket en rivende
udvikling. I 1937 kom loven om at der skulle bygges centralskoler ude på
landet, og i 1958 kom skoleloven med det frivillige 8.- 9. og 10.
skoleår, og det kan nu med nogenlunde sikkerhed forudsiges, at
undervisningspligten bliver forlænget. Undervisningen på landet står nu
på højde med undervisningen i byerne. Nye lystbetonede fag er indført,
den gamle terpeskole eksisterer ikke mere. Tendensen går mere og mere i
retning af at lære børnene at orientere sig i fagene, at forstå at
benytte bøgerne og at tænke selvstændigt.
Kundskab er magt, siger
man, og det er jo rigtigt, at i vort moderne samfund kræves der meget,
men det rent menneskelige må jo heller ikke forsømmes. At åbne børnenes
øjne for naturens skønhed, at sætte dem ind i sangens, musikkens og
digtekunstens verden er jo også en opgave for skolen.
Hvordan fremtiden vil
forme sig for Godthaab skole kan ikke forudsiges. Det er dog
sandsynligt, at den en år~ række endnu vil bestå i sin nuværende
skikkelse, altså som syvklasset skole uden overbygning. At det en gang
bliver nødvendigt med en udvidelse og oprettelse af dobbeltklasser er
muligt. Rent personligt mener jeg ikke, at det er en ulykke, at børnene
skifter skole, når de syv skoleår er overstået. Det kan virke
forfriskende og fornyende at komme i en anden skole og under nye læreres
påvirkning.
|
|
|
J. Enggaard & Søn
En af de ældste
virksomheder i Godthaab er J. Enggaard & Søn. Jens Enggaard startede i
år 1900 en tømrer- og snedkerforretning, og den blev drevet som sådan
til 1935, hvor sønnen Ejnar Enggaard blev optaget som kompagnon,
hvorefter forretningen blev drevet som bygmestervirksomhed. I 1946 og
årene derefter blev der udvidet betydeligt med snedkerimaskiner og
savskæreri samt dertil hørende værksteder og bygninger. Af større
arbejder kan nævnes Godthaab kirke, mange større landbrugsejendomme,
udvidelser af byens industrielle virksomheder, udvidelser på St. Restrup
højskole samt nye industrivirksomheder i Svenstrup. En søn, Jens
Enggaard, som tredie generation er nu med i den daglige ledelse. Man har
i 1968 åbnet en tømmerhandel i Svenstrup |
|
|
Byens købmandshandel blev startet i
møllen
En fast institution i
en landsby er en købmandshandel. Godthaab har også en, skønt den ikke er
særlig gammel. I 1923 fik den daværende ejer af Ridemands Mølle den
tanke, at der var basis for en købmandsforretning, og han indrettede en
i den vestre ende af stuehuset. Han lejede den ud til brødrene Simonsen,
der fik en god forretning oparbejdet. I 1929 afstod de handelen til
købmand Visborg på lejevilkår. Han forlod stedet, da forretningen og en
del af stuehuset i 1934 var brændt.
Gårdejer Kr. Kusk,
Volstrup, kom derefter ind i rollen som købmand i Godthaab. De lokaler,
hvori der nu er forretning, var ledige, og her indrettede gårdejeren
Godthaab Købmandshandel, som fra 1934 fik kommis Anthon Jensen, Øster
Hornum, som bestyrer. Et par år efter blev Jensen bogholder på A.
Andersens stålvare-fabrik, og Kr. Kusk overtog selv ledelsen samtidig
med, at han flyttede ind i den bungalow, der stadig er beboelse for
købmanden.
Købmand Ejner Nielsen
var næste ejer i forretningen, som han drev i over 25 år. Efter anden
verdenskrig begyndte en vis udvikling i byen, og det gav sig udslag i,
at Nielsen flere gange kunne modernisere og udvide. I 1966 solgte han
forretningen, der var blevet udvidet med tapethandel i kælderen under
beboelsen, til Gordon Mortensen, under hvis ledelse forretningens vækst
er fortsat.
|
|
|
Missionsmøder i 30 år før missionshuset
blev bygget
Indre Missions samfund
i Godthaab havde i omkring 30 år holdt sine møder og fester for
søndagsskolen i brugsforeningens forsamlingslokale, men med en udvidelse
i 1939 lagde foreningen selv beslag på hele bygningen. I
missionssamfundet var man ikke længe om at blive enige om, at det nu var
nødvendigt at bygge et missionshus, for uden et passende sted at samles,
kunne virksomheden ikke fortsættes.
Venner af missionssagen
tegnede sig straks for 2.200 kr. til indbetaling gennem fem år, og
pengene kunne lånes straks i sparekassen. En indsamling på egnen gav
også godt resultat, så missionsarbejdets venner rådede over halvdelen af
beløbet på ca. 11.000 kr., som det kostede at bygge huset. Ejendommen
rejstes i sidste halvdel af 1939, og den 17. december holdtes en
højtidelig indvielse, der samlede omkring 200 mennesker.
Samfundets bestyrelse
var Jens Mortensen (formand), Aage Jensen og Aage Larsen. Jens Mortensen
virkede indtil 1952, da Niels Chr. Schüsler valgtes som hans afløser.
Den nuværende formand, Jens Simonsen, Toftemarksgaard, valgtes i 1958.
Navnlig de første år
lagdes megen arbejde og iver i at arrangere missionshusets basarer og
lotterier, og anstrengelserne lønnedes oftest med, at der kom mange
mennesker og et økonomisk overskud, der gik til husets forrentning og
vedligeholdelse. 11946 drøftedes det på generalforsamlingen at låne
huset ud til udenforståendes fester og lignende, men det var der ikke
særlig megen stemning for.
I 1952 var ejendommen
gældfri, og den overdroges da af samfundet til Kirkelig Forening for
Indre Mission i Danmark, som altså i dag står som husets ejer.
Forhandlingsprotokollen
er fra første møde ført meget udførligt. Det fremgår bl. a., at man
nogle år efter starten nægtede at bevilge værten - som bor i lejligheden
på husets I. sal - sæbemidler til rengøring af missionshuset. En
tilsvarende anmodning fra værten i 1953 blev imødekommet. Husets 25 års
jubilæum fejredes i 1964 med en række udenbys gæster, og samme år blev
der installeret_ centralvarme i bygningen. -
Samfundets bestyrelse
er- nu foruden formanden Jens Simonsen, Aage Andersen og Jørgen Tunbo.
|
|
|
Silius:
Bygningen, hvori
købmandsforretningen i Godthaab nu drives, ejedes en gang af
marskandiseren ,,Silius", der bl. a. var kendt for at være en slagfærdig
fyr. Således fortælles det, at han engang solgte en urlænke, som han
garanterede for var rent guld. Efter nogen tid begyndte lænken at ruste,
og kunden henvendte sig til marskandiseren for at klage. Han fik dette
svar: - ”Nå, ruster den, jamen så holder garantien selvfølgelig op”
|
|
|